Gallowaykvæget er oprindeligt kvæg fra Galloway, den sydvestligste del af Skotland. Der findes spredte beretninger om det kullede (hornløse) kvæg helt fra Romerne og op til midten af attenhundredtallet. Beretninger der handler om det kullede kvæg, som oftest havde sort og krøllet pels og som gav en exceptionel kødkvalitet. Kvæget har til dels været vildt i denne periode. Kvæget har været brugt som malkekvæg og til kødproduktion. De fleste optegnelser over Galloway kvæget i Skotland brændte i 1851, og det egentlige avlsarbejde startede hermed. De første Galloway kvæg kom til Danmark i samme årti, men blev krydset med det jyske kvæg og avlslinien forsvandt. I 1963 blev Galloway kvæget genintroduceret i Danmark, og denne avlslinie eksisterer stadig.
Koen vejer fra 450-600 kg og tyren fra 750-900 kg, det er således en relativt let race. Den er lavstammet med korte stærke ben. Ryggen er lige og kroppen dyb. Hovedet er kort, uden horn og med store ører. Pelsen er sammensat af en tæt underuld, der isolerer både mod kulde og varme, og lange krøllede eller krusede dækhår, der virker vandafvisende.
Der er mange forskellige typer, som alle adskiller sig gennem tegningen i pelsen. De ensfarvede typer kan være sorte , røde eller dun. Den hvide galloway har mule og ører som kan være enten sorte, røde eller dun. Hertil kommer de beltede typer, som kan være sorte, røde eller dun med et hvidt bælte om maven. Endelig forekommer en spættet type kaldet riggit. Fælles for de forskellige typer er bygning, temperament og slagtekvalitet.
Deres pels, sammen med deres græsnings kvaliteter og store modstandsdygtighed overfor sygdomme, gør, at de kan gå ude hele året. Galloway kvæget er velegnet til at gå ude hele året, særligt hvis de har gode læ muligheder, foder nok, tørt leje og adgang til vand. Sammen med de korte stærke ben gør det dyrene meget robuste. På koen er yveret så behåret, at stikkende insekter har svært ved at komme til, så yverlidelser så godt som aldrig ses.
Galloway kvæget lever længe, og er meget frugtbare. Køerne er kendt som meget omsorgsfulde mødre, der kælver nemt, har meget mælk, og kan opfostre kalve selv under vanskelige forhold. De passer kollektivt godt på deres kalve. Hunde og andre dyr, de finder farlige, bliver jaget ud af marken.
Temperamentet er generelt roligt.
Dyrene er tilsyneladende upåvirkede af at man færdes på marken. De kommer ikke rendende af nysgerrighed, de flytter sig heller ikke, med mindre man kommer helt tæt på. Galloway er derfor eminent til afgræsning af naturarealer på en skånsom måde og er meget publikumsvenlige - det betyder meget på offentlige arealer - de må gå ude året rundt uden tag, hvor der er naturligt læ.
Dyrene har en, i forhold til deres størrelse, forholdsmæssigt stor vom, der giver den dybe krop. Den store vom gør, at de kan optage store mængder grovfoder. De kan således klare sig fint, selv på stride græsser og træagtige vækster, hvor mange andre racer vil tabe i huld. Afgræsning med Galloway er ideelt til arealer, der ikke skal dyrkes. Antallet af plantearter vil vokse, fordi køerne træder frø og pollen godt ned i jordbunden, så det spirer lettere. Samtidigt holder afgræsningen græs og træer nede, så nye urter kan få lys til at spire frem.
Da galloway hører til i den lette ende af kreaturracerne, varer det selvfølgelig længere, før ungtyrene når op på 200 kg. Man skal regne med ca. 18 måneder. Væksten er altså relativt langsom, kødet bliver til gengæld meget finfibret. Gallowayracen indlejrer fedt i muskulaturen i ganske små fedtlommer. Det gør det lettere at bevare kødets saftighed under tilberedningen. De fleste smagsstoffer sidder i fedtet, de bliver på den måde indlejret i kødet. I England, Skotland og Tyskland regnes Galloway for noget af det ypperste indenfor oksekød.
